Agamben og spørgsmålet om væren

Mathew Abbott

The Figure of This World: Agamben and the Question of Ontology,

Edinburgh University Press, 2014

229 sider, £70

Giorgio Agamben er efterhånden en af de mest indflydelsesrige nulevende filosoffer, hvilket ikke mindst skyldes receptionen af hans tænkning indenfor en lang række discipliner udover filosofien (international politik, jura, antropologi, litteraturvidenskab, film- og medievidenskab osv.). Faktisk er anvendelsen af Agamben så udbredt og bredtfavnende, at det nærmest helt er blevet glemt, hvor han kommer fra: filosofien – og hvad mere er: indenfor en form for filosofi, der næppe kan siges at være hverken anvendt filosofi eller borderline filosofi. Tværtimod er Agamben bedst forstået som en ’klassisk’ filosof, der indplacerer sig indenfor en lang (fag)tradition, der går tilbage til Thales. Hvad der driver Agambens værk og danner bevæggrunden for hans undersøgelser er, som Mathew Abbott argumenter for i denne bog, en art ’beundrende undren’. Eller rettere: Agambens projekt er en tilbundsgående kritik af den ’metafysiske’, teknologi-, funktions- og effektivitetsorienterede herskende orden (teoretisk såvel som praktisk), der dominerer den moderne verden og som på én gang umuliggør og fejloversætter denne ontologiske undren – undren over at noget (for Agamben først og fremmest sproget) er – til en række ontiske spørgsmål og løsninger. Snarere end alle mulige spørgsmål om politiske forhold og politisk idéhistorie er det således først og fremmest Heidegger og den ontisk-ontologiske differens, der ligger til grund for Agambens projekt. Hvis man overser dette, vil man med stor sandsynlighed – hvilket har vist sig at være tilfældet i den efterhånden ret store Agamben-reception – misforstå Agambens position, argumenter og meningen med mange af hans (ofte overdrevne) formuleringer.

Abbott udlægger Agambens filosofiske projekt som en ’politisk ontologi’, hvilket han indledningsvis definerer som “the study of how our ontology – our conception of the world as such – conditions what we take to be the ontic possibilities for human collectives” (p. 13). Ontologien kan således udstikke linjerne (/mulighedsbetingelserne) for den politiske (ontiske) forfatning af det menneskelige fællesskab. Men til dels også vice versa: Den ontisk-politiske forfatning af det menneskelige fællesskab udkaster en (hverdags)ontologi, en bestemt måde at spørge på og forholde sig til vores væren-i-verden som sådan. Abbotts bog handler dog ikke så meget om at vise og diskutere forholdet mellem ontologi og ontisk politik. Snarere forudsætter han dette forhold og fylder bogens sider med et forsøg på at definere den ’gode’ ontologi – den ontologi som samtidig

skal fungere som mulighedsbetingelsen for det gode menneskelige fællesskab uden fangelejre, dødsstraf, dæmonisering af fremmede og så videre.

For at udvikle denne ontologi – eller måske snarere for at klargøre, hvad Abbott ser som Agambens ontologi – har Abbott en række fyldige diskussioner af en række filosoffer: Især Martin Heidegger og Ludwig Wittgenstein, der er særligt vigtige for Abbotts (agambianske ontologi) men der er også (næsten) hele kapitler til både Friedrich Nietzsche, Walter Benjamin og Emmanuel Levinas. Faktisk fylder disse diskussioner så meget, at der er langt mere materiale om både Heidegger og Wittgenstein end om Agamben selv. Med andre ord er der altså med denne bog ikke direkte tale om en læsning af Agamben. Der er tale om læsninger af en række filosoffer, deres indsigter, problemer og mulige agambenianske udveje, der skal bane vejen for en mere klassisk filosofisk velfundering af den agambenianske ontologiske position. Eller rettere: Det er dette projekt, der viser sig, for det er ikke nødvendigvis helt klart, hvor vi skal hen eller hvilket formål de givne diskussioner undervejs tjener, hvilket afspejler det faktum, at bogen er en omskrevet ph.d.-afhandling, hvoraf mange kapitler først er udgivet som artikler i forskellige sammenhænge. Dette er ikke nødvendigvis i sig selv et problem, men når kapitel 7 og 8 ud af 9 (som også er konklusionen) er diskussioner af Wittgenstein næsten uden en eneste henvisning til Agamben (tre henvisninger en passant i kap. 7 og nul henvisninger i kap. 8), så borger det ikke just for god læsning og et sammenhængende og fremadskridende argument om Agambens ontologi.

Ikke desto mindre er pointen om, hvordan man mest loyalt og dermed bedst forstår Agamben stadig god, så lad os dvæle lidt ved den. Ifølge Abbott følger Agamben Jean-Luc Nancy ved at definere ’grundløshed’ som værens grund. ”Being emerges as unnecessary” (p. 26), og således er ethvert forsøg på at grunde væren ontologisk forkert og ontisk ekstremt problematisk. Ethvert forsøg på at grunde væren vil med nødvendighed medfører en voldelig eksklusion eller undertrykkelse af netop de elementer, der negativt skal definere, hvad værens grund er. Hvis Dasein er grundet i nationalitet eller jord eller blot en eller anden form for fælles historie (tradition), så kan de, der ser sig selv som inkluderede, kun inkluderer sig i deres væren-i-verden ved at ekskludere de, som tilsyneladende falder udenfor denne fælles værenserfaring. Således forsøger Agamben at gøre op med ethvert fællesskab, der er baseret på det sakrale (forestillingen om at noget har en særlig plads, funktion eller kald) og i sammenhæng hermed på ofring (eng.: ”sacrifice”). Det sakrale og ofringen går konstant igen i Agambens skrifter – for eksempel i homo sacer-figuren – og modstilles med det profanerede, der ikke tjener nogen bestemt brug, men kan bruges til så at sige hvad som helst. Intet har en bestemt funktion, væren er uudgrundelig, og des mere vi bliver bevidste om dette, des mere vil de ligegyldige voldelige kampe og overgreb fortage sig.

Det er også ud fra en ontologi baseret på grundløshed, at Agamben argumenterer for mulighedsbetingelsen for etik: Dét, der gør, at sådan noget som etik overhovedet er, er fraværet af grund. Hvis der var grund, var der formål/kald, og handlinger ville således blot handle om at følge dette kald eller tjene disse formål. Det er ikke svært at se Agambens Guy Debord-inspirerede kritik af det moderne arbejds- og forbrugssamfund i dette, hvor arbejde og forbrug tilsyneladende tjener en række formål. I henhold til kapitalens logik viser det sig imidlertid, at arbejdets formål er at gøre forbruget muligt, og at forbrugets formå er at realisere værdien af arbejdet. Vi befinder os altså i en tautologi, eller cirkulær formålstjenlighed, hvor det ene tjener det andets formål, og vice versa. Etikken opstår derimod først, når vi indser meningsløsheden i dette, og i stedet opdager muligheden af principielt set at gøre hvad som helst. Først når intet er per se meningsfuldt er enhver handling etisk.

En sådan handling er for Agamben ikke affirmativ. Snarere består den i at trække sig tilbage i muligheden af ikke at gøre noget (bestemt). Det er denne mulighed, der viser sig i en begivenhed. Abbott:

“The experience of Ereignis [begivenhed] is an experience of an exposure to something I cannot appropriate, but I can appropriate my response to this fact of inappropriability. This is how we should understand Agamben's claim that 'beings that exist in the mode of potentiality are capable of their own impotentiality. Agamben, we might say, places a space at the centre of the word ‘cannot’, turning ‘I cannot bear it’ into ‘I can not bear it’.” (p. 98)

Agamben: “Fleeing from our own impotence, or rather trying to adopt it as a weapon, we construct the malevolent power that oppresses those who show us their weakness; and failing our innermost possibility of not-being, we fall away from the only thing that makes love possible” (The Comming Community, p. 32). Det er disse overvejelser der leder til et politisk projekt, der i stedet for at engagere sig i, hvad Agamben ser som en stadigt intensiverende kamp mellem forskellige nyttelogikker i den globale borgerkrig (her følger han i øvrigt både Heidegger og Schmitt), argumenterer for at gøre ikke noget for at minde om grundløsheden; for at omdanne potens / magt (italiensk: potenza) – forstået som muligheden af at gøre noget – til impotens / ikke-magt (impotenza) muligheden af at gøre ikke noget (som ellers var muligt).

Abbott fremlæser i enkelte glimrende passager denne figur meget fint, særligt i hans analyse af mennesket som det dyr, der må forholde sig til sin egen dyriskhed, forstået på den måde, at vi må forholde os til det, at vi er, også som et biologisk faktum af at være (et dyr). Således fremlæses udyret (beast) som den figur, der opstår i forsøget på at blive af med vores dyriske væren. Udyret skal udspaltes og udryddes for at mennesket kan blive menneske, men da dette ontologisk set er

umuligt, bliver udyret ved med at hjemsøge os (som den anden, som vores krop, som terroristen osv.) Dette leder Abbott til den konklusion – i forlængelse af Levinas – at vi på den måde altid er væsner, der er tvunget til at forholde os til os selv som værende netop dem, vi individuelt er (jeg er altid den, der altid hører lyden af min egen vejrtrækning). Kontra Levinas ser Abbott imidlertid dette som mulighedsbetingelsen for et genuint (universelt) fællesskab idet dette gælder for os alle, og således kan deles: ”we share this very singularity” (p. 195). Imidlertid kan dette kun deles, hvor der skabes rum for en sådan deling. Med andre ord kræver det en bestemt politisk orden at realisere et sådant fællesskab, hvilket samtidig forudsætter en kritik af en politisk orden, der ikke muliggør dette – der ikke muliggør den beundrende undren over, at noget overhovedet er.

For Agamben startede denne undren med hans egne ord med, at sproget er. Først senere indtrådte der en art politisk vending, eller måske politisk ontologisk vending, hvor de ontologiske implikationer af den politiske orden, og de politiske forudsætninger for Agambens ontologiske projekt, begyndte at se dagens lys. Det er således i henhold til denne ontologi, at man ifølge Abbott skal læse Agambens undersøgelse af forskellige ontiske fænomener, heriblandt de politiske, som kritikker af den ontologi, der implicit udtrykkes i dem: Guantanamo såvel som Homo Sacer er (med nødvendighed fejlslagne) forsøg på at komme af med dyret i os, i forsøget på at give et lukket fællesskab en grund. Agambens ontologi går altså forud for hans politik og forudbestemmer denne. Abbott bemærker dog, at Agamben ikke altid selv er helt klar over, at det er dette, han gør, hvilket resulterer i nogle lidt uheldige ”category mistakes”, hvilket kan skabe en hel del forvirring om, hvad det egentlig er Agamben er i gang med at undersøge, fra hvilket perspektiv, med henblik på hvad, og hvad Agambens kritik egentlig helt præcist går på. Denne forvirring, som Abbott ikke gør yderligere ud af, peger i retning af et ret afgørende spørgsmål, som desværre forbliver uadresseret: Hvad er forholdet helt præcist mellem ontologi og politik i Agambens tænkning? Hvilken status har det politiske hos Agamben? Det er lidt ærgerligt, at en bog, der ifølge sin titel beskæftiger sig med Agambens politiske ontologi, ikke gør mere ud af at besvare disse spørgsmål, men om ikke andet bliver de åbnet desto tydeligere i kraft af Abbotts insisteren på Agambens ontologiske projekt. Med andre ord er det, der interesserer Agamben, altså først og fremmest spørgsmålet om væren, og det er med dette in mente, vi bedst kan forstå hans værker og hans politiske filosofi.

Nicolai von Eggers

Midler uden mål

Giorgio Agamben:

Midler uden mål. Noter til politikken (forord og oversættelse af Søren Gosvig Olesen)

Forlaget Wunderbuch, 2015

136 sider, 229 DKK.

Midler uden mål – Noter til politikken er en samling af den italienske filosof Giorgio Agambens kortere artikler fra starten af 1990’erne. Alle artiklerne, som Agamben selv skriver i forordet, relaterer sig ”på forskellig vis og alt efter de lejligheder, de er opstået af, til et stadig åbent arbejdsfelt” som året før udgivelsen af Midler uden mål var begyndt med udgivelsen af Homo sacer – Den suveræne magt og det nøgne liv (1995). Homo sacer satte for alvor Agamben på det filosofiske verdenskort og var med til at gøre ham til en af de vigtigste nulevende politiske filosoffer. Artiklerne foregriber således mange af Homo sacer-projektets ”originale kernepunkter” – særligt i forhold til den første Homo sacer-bog, og flere af analyserne, og pointerne fra Midler uden mål er at finde heri. Midler uden mål tager således mange af de centrale figurer op, som blev en central del af Homo sacer-projektets (som har strakt sig over 20 år og 9 udgivelser) analyse af (den suveræne) magt i Vesten: undtagelsestilstanden, det nøgne liv, (KZ-)lejren som regeringsparadigme, etc. Analyser som skulle blive uhyre aktuelle efter terrorlovgivningerne i kølvandet på 11. september (2001), og som særligt fik sin popularitet gennem Undtagelsestilstand fra 2005 (udgivet på dansk på Forlaget Philosophia, 2009).

Agamben er også i stigende grad kommet til Danmark og flere af hans bøger er oversat til dansk indenfor de seneste år, ikke bare Undtagelstilstand, men også fra Homo sacer-projektet Sprogets sakramente (2008, Forlaget Wunderbuch, 2012) og Resterne fra Auschwitz – arkivet og vidnet (1998, Kunstakademiets Billedkunstskoler, 2012) samt essaysamlingerne Nøgenhed (2009, Forlaget Anis, 2012), Hvad er et dispositiv – og to andre essays (Forlaget Slagmark, 2010). Den første Homo Sacer-bog har ligeledes været undervejs på Forlaget Klim ligesom Forlaget Wunderbuch også planlægger en tredje Agamben-udgivelse med hans bog med metodiske overvejelser, Signatura rerum (2009).

Midler uden mål udgør således en fin og lettilgængelig introduktion til Agambens politiske filosofi (og stil) og de pointer, som Homo sacer-projektet drejer sig om, og som har gjort Agamben til en vidt og bredt diskuteret tænker i hele verden. Mange af begreberne og pointerne går således igen igennem hele Agambens forfatterskab, men det skal dog også nævnes, at eftersom denne udgivelse er 20 år gammel er meget blevet modificeret, og Agamben har bevæget sig i nye og andre retninger. Men mange af pointerne har været styrende for projektet, og på den måde er Midler uden

mål en fin indgang til Agamben, og særligt Homo Sacer (både bogen og projektet).

Agamben starter således den første tekst ”livs-form” (et begreb, der igennem hele forfatterskabet spiller en central rolle for Agamben) på samme måde som han starter den første Homo Sacer-bog, ved at skelne mellem de to udtryk de gamle grækere havde for liv, nemlig zoē (det blotte faktum at leve fælles for alle levende væsener) og bios, det kvalificerede, politiske liv. Agambens pointe i den første del af Homo Sacer-projektet (særligt Homo Sacer og Undtagelstilstand) var således at vise hvordan livet i dag i højere og højere grad, er kendetegnet ved at være reduceret til nøgent liv, til zoē, og at dette nøgne liv i stigende grad var inkluderet i den politiske orden gennem dets eksklusion. Denne reduktion af livet til nøgent liv går også igen i teksten ”Hvad er en lejr?”, som introducerer en af Agambens mere provokerende teser, nemlig at det moderne politiske paradigme bedst er eksemplificeret i (KZ-)lejren. Begrebet livs-form forbliver for Agamben udtryk for et liv, der ikke kan adskilles fra sin form, og dermed et liv hvori sådan noget som et nøgent liv ikke kan udgrænses og isoleres og dermed kun inkluderes i den politiske orden gennem sin eksklusion.

Af andre interessante artikler skal også fremhæves ”Hvad er et folk?” der påpeger det paradoksale forhold i begrebet folk, at det på samme tid er ”så vel det subjekt, der er konstitutivt for politikken, som den klasse, der om ikke principielt så dog faktisk er udelukket fra politikken”. Folket er både det politiske subjekt par excellence, som i det danske Folk, men samtidig de fattige, de usle, som i pøbel (denne dobbelthed går igen i det italienske popolo, det franske peuple, det spanske pueblo). Agamben fremhæver i folket det han benævner den ’oprindelige biopolitiske struktur’, nemlig adskillelsen mellem det nøgne liv (folket med lille f) og politisk eksistens (Folket med stort F).

I analysen i ”Hinsides menneskerettighederne”, der som Agamben selv (for mere end 20 år siden) påpeger ”ikke har mistet noget af sin aktualitet”, behandler Agamben flygtningen som netop et eksempel på nøgent liv, som udfordrer vores vante forestillinger om det politiske subjekt (som menneske, statsborger med rettigheder og det suveræne folk). Nationalstaten er ude af stand til at håndtere det problem, som flygtningen er, netop fordi flygtningen udfordrer de kategorier den er indstiftet med.

Midler uden mål er en fin introduktion til Agamben, både i forhold til emner og i forhold til stil. Det skal understreges, at bogen er 20 år gammel og at Agambens forfatterskab har bevæget sig meget, om end mange af de centrale kategorier går igen. Hvis man allerede kender noget til Agamben (og ikke har læst Midler uden mål) er det måske begrænset for meget man får ud af den, men som introduktion er den fin. På trods af (eller netop på grund af) radikaliteten i Agambens analyser og figurer, er mange af dem stadigt akutte og pinligt aktuelle. For at slutte af med et (høj)aktuelt citat fra ”Hinsides menneskerettighederne”: ”Paradokset er her, at netop den skikkelse – flygtningen – der par excellence burde inkarnere menneskerettighederne, i stedet markerer dette

begrebs radikale krise.”

Mathias Hein Jessen

Giorgio Agambens politiske filosofi 

Rasmus Ugilt  

Giorgio Agamben: Political Philosophy,  

Humanities-Ebooks, 2014  

122 sider, £3,99 (PDF/Ebook), £9.99 (paperback). 

I sin lille bog om Giorgio Agambens politiske filosofi forsøger Rasmus Ugilt at sammenfatte og udlægge Agambens politisk-filosofiske projekt, særligt som det kommer til udtryk i Homo Sacer-projektet. Ugilt fokuserer derfor også hovedsageligt på 3 afgørende værker i projektet: Homo Sacer – Den suveræne magt og det nøgne liv (1995), Undtagelsestilstand (2005, udgivet på dansk på Forlaget Philosophia, 2009) og Riget og herligheden (2007). Når man hører begrebet politisk filosofi, tænker man det nok normalt netop som en politisk filosofi, men Ugilts pointe i forhold til Agamben er, at han må læses som politisk filosofi (eller nok nærmere som politisk filosofi eftersom der for Agamben ikke ville være en central adskillelse mellem de to). Ugilts centrale pointe er således, at man først og fremmest må forstå Agamben som filosof, som er interesseret i klassiske filosofiske spørgsmål såsom ’hvad er væren?’, ’hvad er et menneske?’, ’hvad er livet?’, ’hvad er lov?’ og ’hvad er retfærdighed?’. Agambens (politiske) projekt er, ifølge Ugilt, ”helt igennem filosofisk” (s. 52). 

Agamben er blevet meget kendt og er meget (om)diskuteret i dag, særligt i forhold til sine provokerende teser om at vi lever i en permanent undtagelsestilstand, under (KZ-)lejrens logik, hvor alt liv er reduceret til nøgent liv uden rettigheder. Ugilt forsøger derimod at hæve Agambens politiske projekt over disse analyser, og vise, at Agamben ikke er så obskur, som han ofte anklages for at være, men at hans projekt derimod angår en total omstrukturering af den moderne politiske tænkning. Derfor angriber han også politiske problemstillinger på en andre måder end de sædvanlige. Agamben er interesseret i at undersøge de fundamentale problemer i vores nuværende politiske situation. Disse problemer er for Agamben (ifølge Ugilt) uløseligt forbundet med centrale, klassiske filosofiske spørgsmål, og Ugilt strukturerer derfor bogen omkring det, han mener, er det centrale tema i Agambens tænkning: ontologi. Dette er ifølge Ugilt den bedste måde, hvorpå man kan forstå Agambens tænkning eller (politiske) filosofi som et sammenhængende hele, og bogens introduktion hedder således også ’Ontologi som politisk teori’.  

Ontologi er den mest fundamentale filosofiske disciplin, og omhandler spørgsmålet om væren qua væren eller væren som væren (ifølge Aristoteles, som Agamben i mange henseender trækker meget på), og er dermed netop ikke biologi (der undersøger væren som levende væren) eller fysik (der undersøger væren som fysisk væren). Det centrale er, at væren som væren ikke skal forstås som værende en ting eller en entitet (som væren som fysisk eller levende væren), men som potentialitet (en kategori Agamben også henter fra Aristoteles). Med inspiration fra Martin Heidegger, anskuer Agamben det således, at vi omgiver os med en masse ’ting’, som er (har væren), men som ikke i egentlig forstand kan betegnes som ting (forstået som havende fysisk eller levende eksistens). Sådanne ting er f.eks. lov og magt. Lov er selvfølgelig fysisk i det, at den er skrevet ned, og på mange måder kan man sige, at nogen har magt, men det ville være en meget dårlig forståelse af magt og lov, hvis man forstod dem (udelukkende) på denne måde (på denne måde er Agamben også inspireret af Michel Foucault og dennes fokus på magtens virken). Agambens pointe er, ifølge Ugilt, og her følger Agamben en række andre franske og italienske nulevende filosoffer, særligt Antonio Negri og Alain Badiou, at politik og ontologi er tæt forbundne. De kan faktisk ikke adskilles, og en undersøgelse af (politisk) ontologi er således allerede en politisk praksis. Det er derfor Agamben er interesseret i at undersøge helt fundamentale kategorier, netop fordi forståelsen eller udredelsen af sådanne kategorier i sig selv er en politisk praksis. Agamben (sammen med bevægelser i fransk filosofi i den sidste halvdel af det 20. århundrede) afviser således den fundamentale og almindelige distinktion mellem væren og handling, og hævder, at ontologiske kategorier er afgørende for at forstå politik. Der er derfor, for Agamben, ikke nogen essentiel forskel på eller distinktion mellem hvad noget ’er’ og hvad noget ’gør’. Det er ikke sådan, at der ’er’ sådan noget som ’væren’, ’mennesker’, ’magt’ eller ’lov’ som så handler på en særlig måde, men selve den måde de handler på er med til at konstituere dem, og er en (hvis ikke den) afgørende bestanddel af, hvad de ’er’. Der er derfor ikke noget sådan som en ’menneskelig væren’ som handler på en særlig måde, og Agamben hævder således, ifølge Ugilt, at der ikke er noget solidt ontologisk fundament, men at det ontologiske fundament i stedet er det Agamben kalder en ’uskelnelighedszone’ eller ’ubestemmelighedszone’ (zone of indistinction). Med en undersøgelse af Agambens forståelse af potentialitet som impotentialitet i kapitel 1 (Potentiel ontologi) argumenterer Ugilt for, at det er denne kategori om impotentialitet Agamben udleder fra en særegen (og på mange måder kontroversiel) læsning af Aristoteles, som gør det muligt for Agamben at introducere ’uskelnelighedszonen’ som ontologisk grundkategori. 

 Det er denne forståelse af Agamben, som Ugilt derefter gennemfører i sin læsning af tre centrale værker i Agambens Homo Sacer-projekt. Bogen fungerer derfor både som en introduktion til centrale dele af Agambens forfatterskab, men også til en særlig læsning af Agamben.  Som sådan er den interessant for både den indviede Agamben-læser, men også som en introduktion til Agambens (politisk) filosofiske projekt (omend nogle passager, særligt i kapitel 1 om potentiel ontologi, ikke er helt nemme for den uindviede eller ikke filosofisk trænede). Bogen er ret kort, hvilket både er en styrke, men som også kunne kritiseres for at være en svaghed eftersom den derfor nødvendigvis må udelade centrale ting. Pointen er dog klar: det er en læsning af Agamben som filosof, med særligt fokus på hans forståelse af ontologi, og det er denne læsning der gennemføres i tre centrale værker.  

Hvis man skulle være meget kritisk, kunne man hævde, at bogen sætter sig lidt mellem to stole eftersom den netop både er en læsning og en introduktion, hvilket gør, at analysen af Agamben som filosof med en særlig forståelse af ontologi ikke gennemføres tilstrækkeligt fuldt ud i de enkelte værklæsninger. F.eks. kunne en sådan insisteren i forhold til Riget og herligheden (2007, eng. The Kingdom and the Glory) have været interessant i forhold til et endnu skarpere fokus på regeringsmaskinens dobbelte struktur i både en politisk teologi og en økonomisk teologi. Således kunne den ontologiske kategori om ’uskelnelighedszonen’ mellem suverænitet og regering være blevet demonstreret ved ikke at fokusere på den økonomiske teologi og regeringen som magtens sted. Men det er en meget lille ting. Alt i alt en meget interessant læsning og gennemgang af Agambens værk for både de indviede og de uindviede.  

Mathias Hein Jessen

Korporativ suverænitet 

Joshua Barkan  

Corporate Sovereignty – Law and Government under Capitalism,  

University of Minnesota Press, 2013

 256 sider, 25 USD. 

Korporation og korporativ er uden tvivl dårlige, eller i det mindste utilstrækkelige, over- (eller nærmere under-) sættelser af de engelske corporation og corporate. Hvis man i dag taler om corporations vil man umiddelbart tænke på selskaber af den multi- eller transnationale slags. 

Og som Joshua Barkan åbner sin bog med at konstatere, så er corporations i denne forstand blevet en helt afgørende og dominerende del af den politiske og økonomiske virkelighed i dag. En så stor del af den virkelighed, at deres øgede både politiske og økonomiske magt er stærk medvirkende til at det i dag er blevet normalt at hævde, at den suveræne national-stat er ved at miste sin magt.  På engelsk, i hvert fald historisk, betegner corporation dog også noget lidt bredere, nemlig en lang række af sammenslutninger, der retsligt eksisterer som én enhed eller én krop (corpus = krop), som corporate bodies indenfor staten. Historisk set har sådanne sammenslutninger været afgørende for den politiske magt, og er blevet anerkendt som havende eksistens, netop fordi de sikrede en række regeringsmæssige mål, såsom hospitaler, universiteter, byer, kolonier, handelskompagnier, etc. Stater – eller den dominerende politiske magt – har således, ifølge Barkan, altid regeret gennem en række korporationer, som ikke bare har fået lov til at eksistere (som en retslig krop eller en retslig person), men som er blevet tildelt afgørende privilegier og undtagelser fra loven (såsom autonomi og skattefriheder) fordi denne status var afgørende for deres bidrag til det fælles bedste. 

Spørgsmålet om korporationer og deres forhold til staten udmønter sig derfor, ifølge Barkan, i et paradoks: Korporationer (som i store private selskaber) er på den ene side lovskabte enheder, dvs. de er oprettet som juridiske personer af staten, men fremstår på den anden side som noget udenfor staten, noget der truer selve denne stats autonomi. Dette er i høj grad et resultat af, at korporationer i dag primært ses som økonomiske og ikke som politiske enheder eller aktører, på trods af, at de er politisk konstitueret (via lov af staten) og har politiske effekter. Det betyder, at korporationer fremstår som noget der er forskelligt fra eller udenfor den politiske orden, og dermed også, at når korporationer påvirker politiske handlinger (såsom lovgivning eller reguleringer) så fremstår det som fejl i det politiske system.  

Det er disse dikotomier, mellem økonomi og politik, stat og korporation, og til dels også offentlig og privat, som Barkan søger at overvinde i sin bog ved at argumentere for at korporativ magt (corporate power) og suveræn magt (sovereign power) er ontologisk forbundet i den forstand, at de begge (altså staten og korporationen) er korporative enheder – de er begge kollektive enheder bestående af individer forenet i den samme krop, der er oprettet for at opnå regeringsmæssige mål og begge udøver magt og skaber orden både internt i deres organisation og over det sted, område eller territorium hvori de opererer. Staten er så at sige selv en korporation, men en privilegeret korporation, der har monopol på vold og lovgivning og på at bestemme hvilke andre korporationer, der kan eksistere. 

Barkan hævder således, at korporationen er en af de vigtigste måder hvorpå staten har regeret – og fortsætter med at regere – det sociale liv, og at de dermed netop ikke er forskellige fra den politiske struktur, men derimod netop er grundlaget for den politiske struktur, de er selve den måde hvorpå staten regerer. Barkan driver pointen endnu længere ved at hævde, at staten og korporation også er ontologisk forbundet på den måde, at de begge to er skabt og forbundet gennem en retsligt sanktioneret immunitet fra loven, i en analyse der trækker på Giorgio Agambens analyse af den suveræne magt som værende karakteriseret ved undtagelsen, eller bandlysningen (the ban), altså at det er gennem og via lovens suspension at legaliteten eller suveræniteten opretholdes og eksisterer. Ligesom staten er karakteriseret ved undtagelsen, altså at den konstant kan overtræde eller suspendere loven for at redde sig selv, så er også korporationen karakteriseret ved the ban og ved immunitet fra lov i kraft af, at korporationer historisk set, og i dag, er karakteriseret ved særlige privilegier og undtagelser fra lov. Pointen er derfor for Barkan, at ethvert forsøg på retsligt at regulere sådanne korporative overskridelser retsligt, er et forgæves, eftersom den særlige status, der gør at sådanne overskridelser er mulige, netop er konstitueret gennem loven. 

Barkans bog leverer således nogle interessante og afgørende nye blik på korporationen og særligt forholdet mellem staten og korporationen. Selve bogen består dog, foruden introduktionen hvor de fleste af de nævnte forhold indgår, og et enkelt kapitel om den historiske oprindelse, særligt 1600-tallets England, mest af undersøgelser af korporationen og retslige udviklinger i 1800-tallets USA. Dette er uden tvivl et af de vigtigste steder for udviklingen af vores moderne forståelse af korporationer og deres forhold til staten (eftersom, som Barkan også understreger, den anglo-amerikanske forståelse af korporationer på mange måder er blevet eksporteret til resten af verden), men det kan dog godt blive noget specifikt for den læser, der måske ikke ved så meget, eller ikke nødvendigvis er så interesseret i lige den periode. Desuden er der et kapitel om CSR (Corporate Social Responsibility) og Corporate Citizenship og et sidste om ”The Corporate University”, som er Barkans (ikke helt vellykkede forsøg) på at overkomme de han problemer han diagnosticerer. Størstedelen af bogen har derfor nok desværre kun relevans for dem med en interesse lige i dette emne, og på den måde er det ærgerligt, at de filosofisk-analytiske løfter fra introduktionen ikke fylder mere eller er mere gennemført gennem hele bogen. Det er de overvejelser som giver bogen dens generelt politisk-filosofiske relevans, i dens forsøg på at forså staten og korporationen og deres intime sammenhæng. Ikke mindst i forhold til at forstå hvordan korporationer og moderne selskaber ikke er adskilt fra staten, men en afgørende måde hvorpå staten regerer det sociale liv og er en helt afgørende del af det politiske liv. Som sådan leverer Barkan et afgørende bidrag til et forsøg på at udvikle et begrebsapparat til at diagnosticere de problemer (politiske såvel som økonomiske) vi står overfor i dag. 

Mathias Hein Jessen 

Idéhistoriske fortællinger udvider det økonomiske

Jakob Bek-Thomsen, Christian Olaf Christiansen, Stefan Gaarsmand Jacobsen og Mikkel Thorup:  

Pengene og Livet - historier om marked og moral.  

Informations Forlag, 2015  

288 sider, 299,95 DKK. 

Det økonomiske liv er ikke indeholdt i streng økonomisk tænkning. Det er den opsamlende konklusion i den allersidste af de 49 små historier, der præsenteres i dette værk af fire idéhistorikere fra Aarhus Universitet. Bogen er struktureret således at de mange skæve historier er ligeligt fordelt på syv kapitler, der hver afdækker forskellige facetter af 'det økonomiske': kultur, tænkning, moral, begreber, sprog, steder og personer. Historierne er skrevet i et uhøjtideligt, letforståeligt sprog, og ret bemærkelsesværdigt er det, at der ikke er den store stilistiske variation, selvom bogen tæller det forholdsvist store forfatterensemble. Den er derfor ganske helstøbt og historierne glider let ned. 

Bogen holder hvad den lover. Introduktionen beretter, at bogen hverken er en kronologisk økonomi-idéhistorie eller en minutiøs gennemgang af økonomiske modeller som tungere publikationer kan bryste sig af at være (fx Jürg Niehans sublime værk A History of Economic Theory: Classic Contributions, 1720-1980). Der lægges op til multiverse læsninger og brug af Pengene og Livet – som et værk, man kan gå til og fra, eller et skrift, der kan læses på tværs af kapitlerne, altså, efter tidsperiode fremfor emnelæsning. Forfatterne bruger forholdsvist mange introduktionssider på en alternativ, tidsperiodisk inddeling af bogen (Renæssance, Oplysningstid, industrielt moderne og nutid), i stedet for egentligt at retfærdiggøre, hvorfor bogen er inddelt som den er. Om dette er brugbart for den interesserede læser, er svært at vurdere for nærværende anmelder, der har læst den uden spring, men det er altid befriende sympatisk, når forfattere præsenterer nye måder at tilgå en publikation på. Det spiller jo iøvrigt også godt ind i bogens budskab eller tema om at det økonomiske liv er mere end ét perspektiv, én kalkulation eller én idé. 

Som læser møder man forfriskende, og til tider forpustende, mange skikkelser iblandt fortællingerne, hvoraf et lille udpluk er Thukydid, Augustinus, Thomas Aquinas, Alberti, Vespucci, Thomas More, Machiavelli og Galilei over økonomerne Adam Smith, Malthus, Marshall, Keynes, Arrow, Friedman, Becker og Lucas til højaktuelle akademikere som Piketty, Boltanski & Chiapello, Viviana Zelizer, Ha-Joon Chang og Tony Lawson. Tilmed bliver der nævnt en god del politikere, lobbyister, virksomheder, journalister, reformister, litterater, kapitale og organisatoriske eksperimentalister osv., der alle er med til at skabe det historisk multifacetterede, svært håndgribelige og til dels fortvivlende økonomiske landskab. Den fælles undertone for denne fremstilling udstiller herved netop de politisk-skråsikre økonomiske udtalelser, man tit hører i fjernsynet eller læser i avisen, og giver en kærkommen og frisk betvivlende dissonans, der også har kunnet høres i den offentlige debat. 

Værket bidrager med en oxymoronisk 'kortfattet dybde' idet bogen viser hvorledes de økonomiske idéers fundament er støbt på løs grund, der bestandigt må formuleres for så at betvivles, og så omformuleres igen. Idet bogen ikke foregiver at grundigt bearbejde eller formidle spørgsmål om fx værdiskabelse, arbejdets natur, lovgivningers rolle for økonomiens penge- og forretningssystemer og demokratiets beståen, er bogens stærke (og intenderede) side netop, at den viser at spørgsmålene i sig selv er betydeligt til stede i livets mange kringelkroge, samtidig med at være ufærdige produkter af århundredes diskussioner. Bogen er således en god fortællende præsentation af begrebers dynamik fremfor lærebogens eller akademikerens systematik. 

Bogen er allerbedst, når man følger tidernes kreative legitimeringsforsøg af forskellige praksisser. For eksempel, den begrebslogiske opfindsomhed, der muliggjorde en udbredt accept af (en bestemt type) åger, eller Davis, Jacksons og Lockes tanker om uopdyrket land, som berettigede den britiske imperialisme. Af samme karat gælder fortællingen om købmandens opførsel, der elegant sammenkobler den etymologiske betydning af kreditor og debitor med moralsk praksis. Og i fortællingen ”Tid er penge” får vi en sjov – men også grundlæggende skræmmende – historie om kirkeklokkens skift fra at følge religiøse bønnetider til at ringe i overensstemmelse med arbejdslivets sekulære praksis. En optimeringsproces og organisatorisk synkronisering af bylivet; med andre ord, det ultimative, forretningsorienterede overtag af offentligheden.  

Blandt andre er disse fortællinger med til at udvide horisonten for den almene læser. Publikationens hensigt er som nævnt ikke at bidrage til den akademiske litteratur, men derimod at henvende sig til alle, der har lyst til at være i selskab med sådanne historier. De (både forfatterne og fortællingerne) kræver ikke så meget af læseren, og det er i dette tilfælde godt. Der er dog tre ting man kan studse over.  

For det første, så kunne man godt ønske sig at nogle af fortællingerne var lidt længere. Nogle gange fordi de er gode, andre gange fordi det går for stærkt. Et eksempel på sidstnævnte er historien, ”Den store husholdning”, om væsensforskellen mellem en families husholdningsbudget og statens offentlige kasser. Pointen i fortællingen er at politikere egentlig ikke burde sammenligne sidstnævnte med førstnævnte, fordi husholdning er styret af egennyttig kærlighed til familien mens det statslige styrings- og reguleringsøkonomiske ideal er underbygget af frihed og lighed. Dette synes dog ikke at være tilstrækkelig grund til at afvæbne analogien mellem de to. Det synes umiddelbart som om at analogien i bedste fald skal forklare hvorfor excesser i budgettet ikke er en god idé – hvilket strengt taget ikke bliver forklaret ud fra de forskellige reguleringsidealer. Hvis fortællingen havde været længere, og Rousseaus forklaring var koblet direkte sammen med Thornings husmorråd, som historien indledes med, så ville fortællingen ikke stå tilbage som en anelse konvoluteret og uigennemskuelig. I værste fald henvender fortællingen sig ikke til læseren som et forståeligt narrativ, men som en hævdet påstand.  

For det andet, så er hver fortælling udstyret med ”yderligere læsning” som i udgangspunktet er en god idé, men det synes ikke helt at lykkes. Det er nemlig uklart hvilke dele af den angivne litteratur, der henviser til hvilke dele i den pågældende historie. Her kunne det have været ekstra gavnligt, hvis der ikke var angivet hele bøger. Selvom Roger Backhouse eller Mary Morgan har skrevet fremragende, men ikke let tilgængelige, værker, så er henvisningerne til disse værker uoverskuelige. Som interesseret læser kunne jeg forgæves spørge mig selv hvilke dele af bøgerne, jeg burde læse. Indeholder henvisningerne samme type af fortællinger om det bestemte emne? Er de strengt akademiske eller populærvidenskabelige værker? Det står hen i det uvisse, og kan vise sig at være en uoverstigelig barriere for læseren i forhold til at begive sig videre med litteraturen. (Det er kun nogle få steder, der henvises direkte til kapitler, fx i Foucault) Et andet eksempel er den fremragende fortælling om Mary Shelleys Frankensteins monster, ”Frankensteins arbejder”, der stilistisk kunne være en klumme fra Center for Vild Analyse, som har tre umiddelbart lignende henvisninger. I stedet for en luksus (som det nok var tiltænkt), er dette nærmere anledning til mild frustration hos den læser, der faktisk kunne ønske sig at give sig i kast med den yderligere læsning. 

Som et sidste kritikpunkt præsenterer bogen for få muligheder for hvad økonomien kan. Langt de fleste fortællinger om økonomiteori er kritiske fortællinger om ensidige politikker. Flere gange nævnes landkort-metaforen, altså, idéen om at en økonomisk model er en idealisering af virkeligheden (som et landkort er en forenkling af den faktiske geografiske virkelighed), og den bruges kritisk. Men hvordan modeller forholder sig til virkeligheden er et ganske normalt, vidt udbredt diskuteret videnskabsteoretisk problem, der i høj grad er i live i dag. Lidt skarpt kan man sige at det teoretiske model-problem er blevet et politisk problem, netop fordi udøvende økonomer ikke beskæftiger sig med eller kerer sig om de teoretiske begrænsninger for modellers sandhedsudsagn.  

Man bliver derfor nødt til at skelne imellem den økonomiske samfundsvidenskab (der inkluderer tænkere som fx Nancy Cartwright, Don Ross og Uskali Mäki), realøkonomiske beregninger, økonomiske tiltag, der bliver ført ud gennem politiske instanser og økonomiske transaktioner, som altid har politisk og kulturel konsekvens eller hvad man nu skal kalde det. Disse skel kunne godt blive gjort klarere, og der findes masser af historier i den økonomiske tænkning, som problemfrit kunne integrere dette i bogen. Oplagte historier kunne være de finurlige galilæiske antagelser, Newlyn-Phillips-maskinen eller von Thünen, der lavede den første økonomiske model i 1826. Førnævnte bog af Mary Morgan (The World in the Model – How Economists Work and Think, 2012) indeholder selv mange oplagte historier om hvordan økonomer gavnligt tænker i modeller. Det ville have givet bogen et stærkere kritisk potentiale.  

Når det er sagt, så er den en fin og sjov bog. Den er en god gaveidé (ment på den bedst mulige måde) til den undrende og reflekterede samfundsborger, og bogen inviterer til gentænkning af økonomiens politiske dominans i hverdagen. For det er sandt, det økonomiske liv er ikke udelukkende indeholdt i streng økonomisk tænkning. 

Joachim Wiewiura